11. september har ikke fået så meget plads i medierne i dag, som den plejer. Det er 13 år siden at tvillingetårnene ‘World Trade Center’ blev angrebet. 13 år siden at USA erklærede krig mod terrorismen. 13 år siden at Osama Bin Laden kom på alles læber, og 13 år siden at USA’s til dato mest inkompetente præsident skulle styre sit land igennem dette århundredes største krise (nogle vil erklære sig uenig med mig i min knap så positive holdning til George W. Bush, men altså … jeg blev aldrig fan).
Jeg følte, at jeg var en af de sidste personer i verden, der hørte den frygtelige nyhed.
I 2001 boede jeg i London. Jeg var 21 år gammel, boede i en stor lejlighed med en masse andre danskere og arbejdede som bartender i Covent Garden. Vi havde ikke fjernsyn eller radio i vores lejlighed. Jeg havde været på arbejde aftenen inden, og sov derfor længe den tirsdag.
Da jeg stod op ved 11-12 tiden (det var virkelig godt nok før-børn, hva’?) var alle mine flatmates taget på arbejde. Så jeg tullede bare rundt i lejligheden. Spiste, tog et bad, læste og så videre.
Det var omkring klokken 14 (engelsk tid) at angrebene skete. Klokken 16.30 begav jeg mig mod tuben (metro systemet i London) for at tage på arbejde. Jeg havde stadig ikke talt med ét menneske.
Da jeg sad i toget og bumlede frem og tilbage i sædet, mens jeg forsøgte at læse, bemærkede jeg godt nok stilheden. Der var mennesker i toget, men der var helt stille. Der var en besynderlig stemning. Folk stod som forstenede og stirrede tomt ud i luften. Folk så modløse ud.
Da jeg endelig omkring klokken 17 trådte ind på baren, var der godt nok ikke ret mange mennesker til fyraftensøl, som der normalt var. Jeg tænkte stadig ikke mere over det, og råbte mit sædvanlige glade og høje “Heeeeelloooooo!” til mine svenske kollegaer, der stod bag baren. Med ryggen til mig. Med ansigterne vendt mod tv-skærmen i hjørnet. De svarede mig ikke.
Jeg gik hen til dem, og sagde “What’s going on?”
Jeg husker min gode ven, Erik, vendte sig forbløffet om og bare stirrede på mig ….. “Haven’t you heard?”
Så pegede han op på skærmen, og fortalte at USA var blevet angrebet af formodede terrorister, der var fløjet ind i World Trade Center samt Pentagon og at flere tusinde mennesker var døde. Jeg kiggede (endelig!) op på tv’et og så de to fly flyve direkte ind i de høje verdenskendte bygninger. Igen og igen og igen.
Lige dér faldt det hele i hak for mig. Den underlige stemning, der havde været alle vegne, gav mening, og jeg blev selv enormt ked af det og også lidt bange for, hvad det hele nu ville betyde.
Det var den mest stille aften i baren i det år, jeg arbejdede der. Tror der var 6-7 kunder på de 6 timer, og vi ansatte gik nærmest bare rundt i en tåge. Sagde ikke meget til hinanden. Vi var chokerede. Ligesom resten af verden.
Der var så mange rygter de følgende måneder. Rygter om bombninger i London. Rygter om miltbrand. Breve med miltbrandsporer blev åbenbart sendt rundt til betydningsfulde mennesker i USA, og det fyldte utroligt meget i de britiske medier. Min mor og far var hele tiden nervøse for mig. Jeg fik selv paranoia i månederne efter, og mine venner og jeg holdt os altid sammen af en eller anden grund.
Men den tirsdag i London glemmer jeg aldrig. En frygtelig trist dag.
Kan du huske hvor du befandt dig den dag, og hvordan du fik de forfærdelige nyheder?
Billederne er fundet på Pinterest.
Det var virkelig en mærkelig dag. Jeg har gået i 8. klasse, og var netop kommet hjem fra skole med min søster. Tror det andet fly lige havde ramt, og vi kunne simpelthen ikke finde ud af hvad det var vi så i tv. I lang tid troede vi egentlig det var en film fordi det var så surrealistisk.
Det var sørme også urealistisk 🙁
Wauw, 8. klasse … Du er jo et lækkert ung skår ved siden af mig 😉
Haha… Dem i mødregruppe troede jeg var sidst i 30’erne, så ved ikke helt 😉
Jeg havde fri fra arbejde den dag, så jeg så det hele fra starten på TV2. Det var chokerende at se de billeder igen og igen og kan stadig få en klump i halsen hver eneste gang jeg ser det… Tænker hver gang når jeg ser det fly styre direkte ind i bygningen hvor uhyggeligt det må have været at være passagerer i det og vide at der bare intet var at gøre… Verden er et pisse uhyggeligt sted at være og jeg er lykkelig over at bo i et land som Danmark som heldigvis 7-9-13 er forskånet for både krig og terror.
Ja, det har jeg også tænkt meget på. Det der med at sidde i et fly og vide at nu var man prisgivet. Puha.