UnitedManiac … om indoktrinering af børn

Min mand er fodboldmand. Han brænder især for den engelske storklub Manchester United. Han brænder så meget, at han koldsveder, når de spiller kamp. Han er nervøs op til kampstart (nej nej, han er ikke selv på holdet eller noget). Går rundt som løve i et bur. Brøler, råber, skriger, hopper og artikulerer når de scorer mål. Filøjsen fester med ved scoringerne. Vigsen græder af forskrækkelse. Stakkels pige…

I går havde manden og jeg så en formiddag alene med brunch og shopping. Vi faldt tilfældigvis over et par meget fine og originale Man. United spillertrøjer. Tilfældigvis var der både en størrelse til barn og voksen (mand og søn forstås). De blev fluks købt, og det var helt klart dagens bedste køb ifølge manden. Der var ikke en størrelse til Vigsen, så hun må få en senere. Der skal lige netsurfes lidt. Tror faktisk også hun er rimelig ligeglad so far.

Det er helt klart at vores børn vokser op med Manchester United kampe på TV’et ret ofte. Filøjsen er begyndt at interessere sig for dem, der spiller i rødt, og “det er dem, vi holder med, ik’ far?”

Interessen er helt sikkert også kommet fordi min mand forklarer og fortæller om sit hold til ham. Tager ham op på armen og løber rundt i stuen med ham ved scoringer. Der er også noget med en lille skål chips, når der er søndagskamp. Jow jow, man kan vist roligt tale om indoktrinering her. 

Der er så bare liiiige et par små ting, vi skal have Filøjsen til at forstå. Som for eksempel at vi andre i familien ikke er udenfor, bare fordi vi ikke har holdtrøjerne. “Faaaar … mor og Vigsen skal jo ikke sidde i sofaen. Det er kun dem, der har United-trøjer på, der må det.”

Eller endnu værre. “Far … Vi hader dem, der ikke spiller i de røde trøjer, ikk?”

Øh, nej. Den ved jeg ikke hvor han har fået fra? Men det kunne nok være at far og mor begge begyndte at forklare noget så pædagogisk efter dén kommentar. Og det kan godt være han bliver indoktrineret, men hvis rummeligheden ryger på den bekostning, så stopper festen. 

Jeg kommer aldrig selv til at forstå fascinationen af fodbold.
Jo, jeg kan sagtens svinge mig op til en landskamp og elsker stemningen omkring en slutrunde, hvor Danmark er med. Jeg holder også med Aab, og har jublet over titlen som Danske Mestre. Men så heller ikke mere end det.

Med årene bliver det da også spændende at se, om interessen for fodbold egentlig er ægte hos Filøjsen … eller om han mere hænger ved på grund af chipsene.

Dette indlæg blev udgivet i far, søn. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *