Jeg sidder hjemme i dag med en syg lille Vigsen ved siden af mig. Hun har feber og hoster fælt. Det er ikke høj feber, men hun ligger på 38,5, spiser ikke rigtig noget og er lidt pylret. Så jeg meldte barnets 1. sygedag til min leder og kollegaer i morges.
Og det er så her den dårlige samvittighed starter, og selvom ingen rigtig kan bruge den til noget som helst, så kan jeg ikke sige mig fri for den.
Jeg ved mine kollegaer skal løbe hurtigere for at vikardække mine timer og måske ryger noget af deres tid til forberedelse. Det er udelukkende mig selv, der skal lære at skyde den dårlige samvittighed væk. Jeg bliver aldrig klandret af mit arbejde for selv at være syg eller når mine børn er syge. Jeg har altid kun fået et ‘god bedring’ og ‘der er styr på det’.
Men der er også dårlig samvittighed den anden vej rundt. Når børnene er syge i flere dage, og man virkelig bliver presset på sin tid i forhold til arbejde og får bedsteforældre, onkler og mostre til at passe de sygdomsramte stakler.
Så har man dårlig samvittighed overfor sine børn, fordi man ikke bliver hjemme ved dem, når de allerhelst bare vil have deres mor eller far.
For eksempel tog Filøjsen og Vigsen begge en omgang skoldkopper i en uges tid i foråret. Selvfølgelig ikke på samme tid, men med 14 dages mellemrum. Den havde de timet godt!
Så to uger i alt var de syge, men jeg havde kun én barnets 1. sygedag på de to uger. Det var endda på en dag, hvor min mands bror kunne passe Vigsen. Men hun havde det simpelthen så dårligt den dag. Det var lige der, hvor skoldkopperne eksploderede (se selv her) på hendes krop, feberen var over 40, og hun græd og græd. Jeg kunne simpelthen ikke gå fra hende og blev hjemme.
Men hvis min mand og jeg nu selv skulle have dækket al den sygdom, så havde vi haft et problem.
Heldigvis har især min far og min fars kæreste hjulpet os hundredevis af gange. Min fars kæreste er efterlønner, og min far er lige blevet pensionist her i maj, så selvom de har mange interesser og hobbyer, de passer, så iler de ofte de 50 kilometer til Aalborg for at passe vores unger. Det er jeg dem så evig taknemmelig for. Jeg ved simpelthen ikke, hvad vi skulle have gjort uden dem.
Der er jo også den bonus ved det hele, at børnebørn og bedsteforældre får et tættere forhold af al den tid sammen. Filøjsen og Vigsen elsker min far og min fars kæreste og er 100 % trygge ved dem.
Men hvorom alting er, så er det her med børn, sygdom og fraværsdage enten det ene eller det andet sted fisme ikke nemt. Det er en balancegang, men mon ikke også nok det hele skal gå alligevel. Det plejer det jo.
Lige et lille billede fra i morges, hvor en sløv Vigsen har smidt sig op af storebror i sofaen (kan lige indskyde at den – sofaen altså – er en midlertidig løsning. Køn er den jo ikke.)
