Barselsbesøg og om at blive skruk igen og igen og …

For 17 dage siden fødte min barndomsveninde sin anden søn, og da jeg har kendt hende siden jeg var to år gammel og på det nærmeste er vokset op sammen med hende, så er børnefødsler altså på listen over big deal begivenheder i hinandens liv.

I dag skulle jeg så på barselsbesøg se vidunderet, og Vigsen og jeg tog motorvejen til Silkeborg, mens manden og Filøjsen hyggede sig herhjemme med cykeltur og madpakke i det fri, kanelsneglebagning og fodbold. Det tager halvanden time i bil til Silkeborg. Vi snakkede og sang højt, men selvfølgelig faldt Vigsen i søvn i autostolen et sted mellem Lille Peter Edderkop og Medina. Så hun var frisk, da vi endelig nåede vores mål.

Normalt synes jeg ikke barselsbesøg skal vare særlig længe. Bare et lille drop-by, beundre guldklumpen og smide gaver i nakken af de trætte forældre, en lille kop kaffe og så hej-hej. Vigsen og jeg blev hængende i 3 ½ time.
Det gjorde vi også kun, fordi køreturen ud og hjem var lang, og fordi hun er min gode, gamle veninde og hun godt ved, at der ikke skal stilles en masse an, ryddes op, lægges make-up og så videre. Hun behøver ikke at lade som om overfor mig og omvendt. Det gør man jo – helt ærligt – ind imellem overfor nogle mennesker. For eksempel i en ny mødregruppe kunne jeg forestille mig, at man foregiver at have totalt tjek på tingene, sig selv og ikke mindst sin baby.

Nej, jeg ved godt hvor træt hun er, hvor overvældende alting er (ja, også med nummer to) og hvor lidt man rent faktisk har styr på det hele. Jeg stod selv midt i det for blot 2 år siden. Så er det dejligt at få besøg, hvor der er en afslappet stemning og gerne også en hjælpende hånd.

Så vi havde en stille og hyggelig dag, hvor hendes den ældste og min den yngste, som er jævnaldrende, legede rigtig godt sammen. Jeg havde kage med (fra i går), en omgang aftensmad til deres fryser (den slags “gaver” må man ikke undervurdere i den første tid med en baby!) og brugte bukser fra Filøjsen med til deres 2-årige.
De havde bagt boller, og så sad vi ellers der midt imellem madrester, duplo klodser, ammeindlæg og børnetøj og bare snakkede, som vi har gjort tusinde gange før. Alting er som det plejer, nu bliver vi bare afbrudt af børn fra tid til anden.

Og da lillebitte nyfødte Albert var færdig med at sove, spise og blive skiftet, kunne jeg endelig holde ham og indsnuse den helt særlige babyduft. Han var lille og let som en fjer, og lige midt i et snif, blev jeg skruk allover igen. Damn, hvor er de dog søde!
Men jeg husker stadig hvor hård tiden med en nyfødt kan være. Hvordan man, oveni usikkerheden, er bundet til sofaen (og dårlig tv) og bare ammer, pusler, kærtegner og sidder med det lille skrøbelige liv på sit bryst i stort set alle døgnets timer.
Det kommer  jo nok også an på, hvem man er. Hvis man som jeg – og min veninde – er den utålmodige type og har et barn, der ikke vil ligge for sig selv, så kommer man på prøve. Hun spurgte mig med sin førstefødte, da han var en uge gammel: “Må man godt glæde sig til de bliver lidt større?” 🙂

Andre elsker den første tid. Jeg fandt ud af i dag, at jeg åbenbart også elsker den første tid … når det ikke er egen avl altså.

Men skøn dag – se selv 🙂

Albert, et pragteksemplar  Der åbnes storebrorgave i fællesskab Vigsen og Mikkel i Duplohimlen Headshots af to gode venner 🙂

Vigsen legede udenfor, mens Mikkel sov til middag

En meget ivrig og babyglad pige. Kunne hun bestemme, så fik vi en lillebror/søster kun til hende …

… og her øver hende og Mikkel sig på Vigsens dukke, Emma…

Se ham lige … (sæt selv hjerter ind)