Det der med at have en decemberdreng …

Filøjsen er født den 7. december 2009 og dermed en decemberdreng, som man kalder det. Det tænkte vi ikke lige over, da vi lavede ham samme år i marts. Jeg var bare lykkelig over at blive gravid efter 9 måneders ihærdige forsøg herpå.

Da han kom i børnehave tænkte jeg første gang over de ærgerlige ting ved at have et decemberbarn. December måned er f.eks. ikke en supergod måned til indkøring et nyt sted.

Der var juletravlhed i børnehaven. En del juleture ud af huset. I vores tilfælde en del personale på ferie. Der var så at sige gang i den, og de daglige rutiner glider lidt ud i december. Derudover nåede Filøjsen at være i børnehave i 2 ½ uge, før der var 14 dages ferie, og han skulle starte from scratch igen efter nytår.

Han græd ved hver eneste aflevering i de første 4-5 uger dernede. Puh, det var hårdt at skulle krænge sit barn ud af sin favn … og gå fra ham grædende. Hader det. Men jeg blev nødt til det, for han stoppede simpelthen ikke, før jeg gik.

Så vendte bøtten langsomt, og min lille gut blev mere og mere tryg. Heldigvis.

Næste ting man som forældre skal tage stilling til med en decemberdreng.
Vil han være skoleparat som 5½ årig? Dén har fyldt rigtig meget i mit hoved. Mest fordi jeg ikke selv synes, han er klar. Ja, det vurderer jeg faktisk allerede nu, hvor han er 4 år og han har 1½ år tilbage til at modnes i.

Når jeg ser på min søn, hvordan han er, hvad han siger, hvad  han interesserer sig for, hvordan han er i socialt sammenspil, hans personlighed og trivsel i forskellige sammenhænge, så peger alt allerede nu på, at han ikke er klar.

Bedste eksempel er at han går i gruppe 2 i sin børnehave (årgang 2009), gruppe 1 er skolegruppen dernede og gruppe 3 er de yngste og nyeste. Når Filøjsen leger med dem fra sin egen nuværende gruppe, så græder han tit, han fjoller og pjatter, han er lidt udenfor og har ikke fundet kammerater i gruppen og han vil ikke altid være med til deres aktiviteter.
Filøjsen leger nærmest kun med de børn, der er i gruppe 3 (altså årgang 2010). I den gruppe har han kammerater, han finder på legene og er ofte også lederen i legen, men på en god og positiv måde, siger hans pædagog. De er kun gruppe 3 børnene han taler om herhjemme, og når man ser dem sammen, er de fuldstændig på niveau, hvorimod han står så tydelig ud, når han er sammen med sin egen gruppe 2.

Så for mig er der ingen tvivl.

Jeg luftede endelig alt dette for hans pædagog for to dage siden. Hun var helt enig! Hun ville allerede nu drøfte med personalet og lederen, om Filøjsen måske efter sommerferien – i stedet for at rykke op med sin gruppe i gruppe 1 – skal blive i gruppe 2 og følges med dem han rent faktisk leger med. Det HÅBER jeg så meget på bliver en realitet. Vi tager op sammen inden sommerferien og tager en endelig beslutning.

Jeg er selv novemberbarn og kom af sted med min egen årgang. Jeg havde en fantastisk skolegang, fordi jeg kom i en guldklasse og havde en god, stabil og tryg skolehverdag. Men jeg var umoden. Især blev det tydeligt, da jeg kom i de ældre årgange og på gymnasiet.

I bund og grund håber jeg bare på, at vi tager det rigtige valg for ham.

Dette indlæg blev udgivet i bekymringer, børnehave, Filøjsen, modenhed, skolestart, valg. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Det der med at have en decemberdreng …

  1. Drengemor skriver:

    Altså, så opdager jeg lige, at du også har en blog! SÅ dejligt! Jeg følger straks med 🙂

    Interessant indlæg i øvrigt. Jeg kan sagtens se det! Og jeg synes, du er SÅ fantastisk en mor, at du i stedet for at tænke, at han SKAL følges med sin egen årgang (som mange desværre gør), tager det valg, der klart er det bedste for A.! Du SER ham tydeligvis lige, som han har brug for. Er der ingen mulighed for, at han kan skifte gruppe allerede nu? Der er trods alt længe til august!

    I min børnehaveklasse (i din nuværende by, faktisk 😉 ) var der hele tre drenge, der endte med at gå om. Og der var også drenge, som var fra 1980 og ikke 1981 som resten af klassen. F.eks. var der en fra oktober 1980. Og siden hen kom jeg også i klasse med en fra december 1980. Jeg forstår SLET ikke de forældre, der ikke vil være med til at udskyde skolegangen!

    Kongen kommer helt sikkert med i skole næste år. Han er jo så fra august 2009, og jeg vil vove at påstå, at han er mere parat til skole allerede nu til sommer end mange af dem, der er 2008’ere og rent faktisk SKAL i skole til sommer. Men selvfølgelig skal han have et år mere i børnehaven! Badutten derimod er oktoberbarn, og jeg har ingen anelse om, hvordan det ser ud med ham til den tid. Kongen var hurtig til at snakke; han er hurtig til at lære og til at opfange ting og interesserer sig meget for boglige ting allerede nu. Badutten snakker pga. ørerne stadig ikke ret godt, så der er mange ting, jeg ikke helt ved med ham endnu. Og der er jo også masser af tid! Men det er HELT sikkert, at jeg ikke vil have det mindste imod at sende ham i skole med en flok 2012’ere, hvis jeg kan mærke, at det er det rigtige for ham!

    • flodhesten79 skriver:

      Jeps, søde. Jeg har en blog. En meget lidt befærdet og ikke plastret-til-med-en-masse-gode-indlæg-blog 🙂 Har ikke så god tid, synes jeg.

      Men du fik mig lidt i gang igen. Så tak for det 🙂

      Og tak for din lange og velovervejede kommentar (også til den nedenunder ;-)) .

      Nej, har bestemt ikke travlt med at A. skal i skole. Hvis du mødte ham nu og observerede ham med Kongen, så vil du helt tydeligt kunne se forskellen.

      Kan sagtens fornemme ud fra din blog og IG, at Kongen er en meget moden, fornuftig, sproglig stærk, hjælpsom, omsorgsfuld, intelligent og godt stimuleret dreng, der selvfølgelig skal af sted, når det er hans tur.

      Men A. falder for mig bare så tydeligt igennem med de drenge i hans nuværende gruppe. Derudover – og det skal ikke lyde negativt om ham jo – er han en utrolig distræt dreng, der ofte lukker af for ting omkring sig, hvis hans fokus er på noget bestemt. Ofte hører han slet ikke kollektive beskeder. Han forstår dem heller ikke altid endnu osv. Tegne, skrive, male, sidde stille …… det siger ham intet.

      Jeg vil bare ikke, at han skal “stå på tæer” hele sin skolegang for at følge med og måske opleve nederlag på nederlag, hvis jeg kan give ham et andet, og for mig bedre, alternativ.

      Igen, tak for din kommentar – blev helt glad og overrasket. Kram.

Skriv et svar til flodhesten79 Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *