Jeg har fået tidligere fri, og skynder mig at ringe til manden for at høre, om jeg skal køre i Fakta for at handle rugbrød ind til den storslåede aftensmad. Klokken er 16.30, og han står allerede dernede med begge børn i cykeltraileren.
De vil vente på mig. For som han siger: “De er lidt overgearede“.
Jeg er der i løbet af 5 minutter, og vi går alle fire ind i Fakta for at handle. Jeg ved det er en sprængfarlig cocktail med to (over)trætte og halvsulte børnehavebørn sådan lige før ulvetimen. Men altså. Det er gået fint så mange gange før.
Dupont og Dupont iler hen til de små indkøbsvogne og tager en hver. De styrer elegant gennem grøntafdelingen og går målrettet mod næste afdeling: brød og kager.
“Må vi få kiks?”, siger de og snupper to ruller Digestive, som lander lidt for hårdt i vognen. Vi mangler faktisk Digestive, og jeg siger at det er ok. Filøjsen spørger om de få lov at få en, når de kommer hjem. Det aftaler vi, og han jubler lykkeligt. Kiks er hans livret. Sund dreng 🙂
De passerer noget chokolade, som Filøjsen begejstret putter ned i sin vogn. Jeg siger, at det skal vi ikke have i dag og lægger det tilbage på plads. Han bliver småsur, og jeg kan se han begynder at komme i zonen, de fleste kalder: udenfor pædagogisk rækkevidde.
Jeg taler stille og roligt til ham i øjenhøjde. Jeg fortæller ham, at hvis vi skal handle sammen i Fakta, skal man gå stille og roligt og kun putte de ting i vognen, som vi siger han må tage. Jeg siger også, at de kun får denne ene advarsel, hvorefter jeg trækker ellers-så-går-vi-ud-i-bilen-kortet.
Videre ned af gangen. Som er lang.
Vigsen går forrest med lange skridt, og det nager ældstebarnet ikke så lidt. “Vigga, vi må altså ikke løbe!”, siger han og smutter foran hende.
Hun synes det er übersjovt og begynder at løbe af sted. Jeg opdager det for sent. Kapløbet begynder. Jeg kalder på dem. Ingen af dem hører efter, og de er allerede oppe ved mælken. Jeg går/løber efter, mens manden er dybt optaget af hvilke oste, der skal med hjem.
De har et alt for solidt forspring. Jeg kalder på dem igen og siger, de skal stoppe og vente på mig. Jeg kan høre de griner højt, mens de fortsætter deres kapløb ned forbi sodavand og chips. Jeg er nu oppe på siden af dem, men kan ikke nå dem, da vi løber på hver vores side af nogle varehylder, som står i midtergangen. Der er fyldt med handlende mennesker, så de små åbninger, der er ned af den lange gang mod kasserne, er blokerede.
(Møg)Ungerne griner højlydt, mens de stormer af sted. Folk kigger på dem og smiler. Jeg tror det er fordi, Vigsen er gennemført begejstret og hendes grin kommer lige fra hjertet.
Nede ved kasserne slutter kapløbet. De kan ikke komme længere, og jeg har indhentet dem. De ved godt mor ikke er tilfreds. Især Filøjsen forstår det. Alle folk i køen kigger på os. Hvad gør mor nu?
Jo, mor siger stille og roligt, men meget myndigt, til dem, at det ikke er i orden, at de løber med vognene, når jeg beder dem om at stoppe. Derefter udfører jeg den konsekvens, som jeg nævnte for dem blot sekunder tidligere. De kommer ud i bilen.
Jeg sætter deres to vogne ved kassen, tager Vigsen op på armen og Filøjsen i hånden, og ligesom Moses skilte vandene i Det Røde Hav, glider folk ved kassen lydløst til side og laver en fin passage til mig og mine børn.
Vi går ud til bilen, og de bliver sat i autostolene. Herefter tager jeg en alvorlig snak med dem begge om ikke at høre efter, og hvorfor de nu sidder i bilen. Derudover er der heller ingen kiks, når vi kommer hjem. Det er de dælme trætte af.
Jeg smutter ind til manden med pengene, og da jeg kommer tilbage til bilen, sidder de og synger højlydt. Gad vide om noget overhovedet er trængt ind?
Vigsen falder i søvn på de 2 minutter, det tager at køre hjem og Filøjsen er også tæt på. Jeg tror moralen her må være, at det er bedre at handle med børn en lørdag morgen end en sen hverdagseftermiddag 😉
I mit seneste indlæg om opdragelse nævnte jeg mange af deres narrestreger uden at nævne vores eventuelle tiltag eller konsekvenser. Dette er så blot for at nævne, at de ikke bare får lov til at gøre som det passer dem, men der faktisk er grænser. Det er bare lidt lang tid om at synke ind hos dem … 😉
