Det er ikke bare alt det her med skolestarten, der er anderledes for vores to små banditter i år. Efter halvandet år sammen i børnehave har de pludselig skulle vænne sig til at være væk fra hinanden om dagen. Det lyder måske ikke af noget særligt, men i halvandet år har de stort været sammen alle døgnets 24 timer.
Vi har tænkt at det ville blive sundt for begge to at blive skilt lidt ad og “stå på egne ben”. Som storebror kan Filøjsen godt være lidt for dominerende ind imellem. Vigsen kan godt sige fra, men langt hen ad vejen har hun været vant til bare at følge Filøjsen uden at sætte spørgsmålstegn ved det.
Nu er hun pludselig sin helt egen nede i børnehaven. Jeg ved ikke, om det er fordi hun nu er uden Aksel dernede, eller om det bare er tilfældigt, men vi har fået så meget positiv respons fra pædagogerne omkring hende. Hvor sjov og sød hun er. Hvad hun nu har sagt og finder på af skøre ting. Hun har charmeret (endnu) et filmhold osv. På en eller anden måde føler jeg, hun blomstrer op lige nu.
Det er også rart bare at aflevere ét barn i børnehaven. Så er tiden og fokus kun på hende, hvor det før skulle deles imellem to.
Det giver en anden ro med ét barn og ét fokus, og jeg tror hun nyder det!
Det samme gør sig jo gældende for Filøjsen i skoleregi, hvilket selvfølgelig også er rigtig dejligt … og rimelig nødvendigt. Der er eddermame drøn på i sådan en morgen-DUS med 200 børn, der leger og skal dirigeres ned i klasserne, til morgensang and what not. Der er mange rutiner der skal overholdes. Sko af på måtten, taske og sko bæres i garderobe, gennem en horde af højlydte børn, madpakke på plads, tjekke ind på tavlen, tasken i klassen, formiddagsmaden i den røde kasse, huske at sige godmorgen til mindst én voksen … osv. osv. Og når man er en dreng, der tager samtlige indtryk, lys og lyde ind, så er det optimalt, at vi kan guide ham igennem starten på dagen på en god måde uden andet at se til.
Lige nu kunne jeg slet ikke forestille mig også at have Vigsen i hånden, mens vi ihærdigt bestræber os på at gøre og huske alt korrekt.
Men den tid kommer jo også, hvor de er to i skolen. Det er heldigvis først om 2 år!
Det pudsige i alt det her adskillelseshalløj er jo så, at man måske skulle tro at de ville lege rigtig godt sammen, når de har fri fra institutionslivet. Det har de jo altid gjort … Men næh nej. Vi skal ikke have det for nemt. De skændes mere end de plejer, ender i flere konflikter end tidligere, og der skubbes og rases mere, end hvad moren synes godt er.
Klart, de er trætte efter lange dage i skole og institution, men alligevel … Det kommer lidt bag på mig. Det er som om de, med lynets hast, udvikler sig i hver sin retning, mens de tidligere var smeltet langt mere sammen, og den nye udvikling giver nogle gnidninger.
Jeg ved det er en fase, men de er heldigvis glade for hinanden uanset hvad, så jeg tænker det hele nok skal gå.
Pingback: Når man overhører andre tale om ens barn ... - Villa VillekullaVilla Villekulla
Vores børn har nogenlunde samme alder og har været sammen hele tiden, da de har gået i børnehave i Sverige, hvor de ikke var opdelt i vuggestue og børnehave, men var sammen alle sammen.
Jeg var spændt på, hvordan de ville reagere, når de blev adskilt af skolestart (i april), og jeg havde ligesom dig forventet, de hænge ekstra meget op ad hinanden herhjemme, men det modsatte skete. Nu er de begyndt at nærme sig hinanden og fortælle, hvor meget de har savnet hinanden i løbet af dagen. 😊