Mor, er det virkelig dig? 

Vi er i en af de der perioder lige nu, hvor vi ligger vandret for at nå alting og få enderne i hverdagspuslespillet til at mødes. Der er travlt på mandens arbejde, og der er travlt på mit arbejde. Det er der ikke så meget nyt i. Men om få dage har jeg også en eksamen, der lige skal klares, så oveni læsning og forberedelse, fællesspisninger i henholdsvis børnehave og skole og gymnastikopstart for den lille og den store, kommer de almindelige hverdagsgøremål.

Det er ikke meget jeg har set mine børn i denne uge. Selvom manden har travlt, har han taget tjansen, så jeg kunne have lange dage, og vi måtte aflyse en af fællesspisningerne. Mest fordi jeg havde taget fejl af datoen.

I denne uge har ingen af os været hjemme på samme tid med børnene om eftermiddagen og til putning. Nærværet har været ikke-eksisterende. Det har handlet om planlægning og koordinering.

Måske var det også derfor, at jeg som det første i morges, fik følgende søde ord fra Vigsen, da jeg stak hovedet ind på hendes værelse og sagde godmorgen:

“Mor?! Er det virkelig dig?”

Som om jeg havde været væk i årevis.

Hel søvndrukken og forvirret glippede hun med øjnene som en anden Bambi, og så lyste hun op i et stort smil.

Det går lige i hjertekulen, og samtidig kom det velkendte stik af dårlig samvittighed.

Heldigvis kan jeg sige at det kun er en kort periode med det her eksamen. Det stresser mig tosset meget lige nu, men på tirsdag er det overstået (I hope!), og så vender vi tilbage til mere normale standarder i villaen.

Det glæder jeg mig virkelig til.

De her to er det vigtigste i mit univers, og jeg har det bedst, når de kan mærke og føle det helt ind til knoglerne.