Skolestarter … 

Måske hader du den her type indlæg, fordi de på en eller anden måde altid er lidt klichéfyldte, men jeg er ligeglad, for min dreng (førstefødte but of course) starter altså på en ny epoke i sit liv i morgen. Den, for mig, allerstørste indtil videre. Nu er han ikke længere børnehavebarn. Nu er han skolestarter. Snart skoledreng med alt hvad det indebærer.

Det var stort at få ham i dagpleje og overrække sit guld i armene på en person, man blot havde et positivt indtryk af. Det var stort at starte i børnehave efter dagplejens små og trygge rammer … Men det er eddermame KÆMPESTORT at kaste sit barn udi skoleverdenen! En verden fuld af krav, faglighed, faste opgaver og forventninger, meget større børn og mange flere voksne.

Han startede i DUS (Aalborgs Kommunes navn for SFO) i sidste uge med få timer hver dag. Dét gik godt.

Han glæder sig vildt til i morgen. Vi har forberedt ham rigtig meget på det, og han er så klar.

Alligevel bliver jeg pylretmor.dk, når jeg tænker på det næste års tid. Klarer min følsomme dreng skærene? Bliver han tromlet af skolens forventninger? Vil han kunne følge med på alt det nye? Får han mon en masse nederlag?

Det er absolut ikke noget jeg lader ham mærke med. Jeg viser, jeg tror på ham. Han ved, at jeg ved, han kan, og jeg vil til enhver tid stå med åbne arme, en varm favn og pust på knæet, hvis tingene pludselig ikke går helt gnidningsfrit.

Nej, min indre pyldremor er kun en indre og til tider meget bekymret dæmon, som jeg forsøger at lægge en dæmper på ved at tale med andre voksne om det uden for Aksels hørevidde.

Og så til klichéen. Jeg forstår ikke hvor tiden blev af. Hvordan skete det, at min babydreng pludselig med et fingerknips er endt i skole?

Vi jokede med det idag på vej hjem fra DUS, hvortil han bare grinede og svarede: “Argh, jeg er godt nok ikke din baby, mor!”

Og nej. Det er han langt fra. Han er min store dreng, som måske er mere skoleparat, end lærermoren er. Og det bliver en kanonstor dag i morgen. En milepæl. Jeg håber den på alle måder bliver rigtig god for ham.

skolestarter

Dette indlæg blev udgivet i drengemor, Filøjsen, Skoleparat, skolestart, sommer. Bogmærk permalinket.

7 kommentarer til Skolestarter … 

  1. Dorte skriver:

    Kæmpestor dag. Min ældste datter starter også imorgen. Jeg både glæder mig og er sindssyg spændt på den kommende tid. Og ja – hvor blev tiden af?? Håber I går en festlig første skoledag

  2. Henriette skriver:

    Det er virkelig en stor ting! Villum skal først starte næste år, men er virkelig allerede spændt, nervøs og stolt :/ Skal han gå på din skole?

    • Jeanette skriver:

      Det kan jeg godt forstå, Henriette 🙂 For det er altså vildt … Men nyd det sidste år i børnehave. Det er også fedt at være blandt de store dernede 🙂

      Nej, Aksel skal gå på skolen her i vores by. Jeg arbejder 4 km. herfra på en skole i Aalborg Ø. Så de ligger tæt på hinanden, men det er der mange skoler i Aalborg, der gør 🙂

    • Jeanette skriver:

      Hej Henriette. Kan godt forstå du er spændt … Nej, han skal ikke gå på min skole, og jeg tænker det er fint nok at holde tingene adskilt. Sådan virker det i hvert fald bedst for mig 🙂

  3. www.skøreliv.dk skriver:

    Altså klichéer vender man jo altid tilbage til fordi der er en sandhed i dem. Da min Ældste Pode kom til verden, og sundhedsplejersken kom på besøg, kan jeg huske hun sagde: “Husk nu at nyde det, for lige pludselig er han tretten år og bruger størrelse 42 i sko. Og ja. Nu er han tolv, og bruger størrelse 40… Vi er med andre ord godt på vej. Og DÉT gik godt nok stærkt!

Skriv et svar til Jeanette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *