Sammenbrud

I tirsdags var jeg til forsamtale på sygehuset i forbindelse med min operation. Jeg skulle tale med læge, sygeplejerske og narkoselæge. Jeg skulle også have taget blodprøver. Alt skulle forberedes inden på onsdag, hvor det går løs i 4 timer på operationsbordet.

Onsdag sad jeg og hylede på mit arbejde og kunne slet ikke stoppe igen.

Virkeligheden havde ramt mig som forhammer lige synet. Under forsamtalerne blev det hele pludselig virkeligt for mig. Jeg kunne svare “om en uge” på folks spørgsmål om hvornår.

Indtil da havde jeg skubbet operationen om bagerst i hovedet og bare ladet tanken ligge der og summe.

Derfor havde jeg også fået booket mig selv helt op med diverse sociale aftaler. Samtidig har der været rigtig meget at se til arbejdsmæssigt, da jeg afgiver min klasse efter 7 år, og der en masse der skal lukkes ned for og overleveres til andre.

Jeg tænkte, at jeg sagtens kunne overskue det hele, bare det blev inden operation.

Men at have fuldt run på alle dage helt op til dagen før operationen, det duede ikke, og det kunne min krops reaktion pludselig fortælle mig.

Min kollega kom for at spørge mig om noget arbejdsmæssigt, og da hun så spørger om hvordan det gik på sygehuset dagen før, så vælter tårerne bare ud af hovedet på mig.

Hun får mig til at indse, at jeg er nødt til at aflyse nogle af de sociale aftaler, der var planlagt for weekenden samt at forkorte arbejdsdagen mandag.

Jeg har det enormt svært med det. At sige fra. At skuffe andre. Jeg tænker at jeg belemrer andre, bare fordi jeg ikke kan tage sammen.

Det er alt sammen i mit eget hoved. Ingen bliver jo sure eller skuffede. De forstår det godt. Alligevel er det overvældende svært at sige fra.

Det ender med at blive min mand, der ringer rundt til min familie og aflyser weekenden. Jeg kan ikke selv. Både fordi jeg ikke kan stoppe med at græde, og fordi jeg synes det er så frygtelig flovt, og jeg et eller andet sted bekymrer mig om deres reaktion. Det er så fjollet. Det er min familie, og selvfølgelig forstår de.

Jeg får selv skrevet en mail til hende, jeg har møde med hele mandag. Hun forstår også, og vi korter mødet væsentlig ned.

Efter jeg har sagt fra, letter der en enormt tung sten fra mit hjerte. Tårerne stopper, og jeg har tid til at tænke over ‘hvad fanden skete der lige der?’

Min reaktion kom bag på mig. Jeg indså, at jeg var nødt til at have nogle dage uden planer kun med min mand og børn. Dage hvor jeg kan gå og indstille mig mentalt til på onsdag. Vi laver ingenting herhjemme andet end at hygge, spise, lege, og jeg får ordnet nogle sidste praktiske ting, der stresser mig, fordi jeg ved, jeg ikke kan lave dem efter på onsdag og i lang tid frem.

Der skal andre tage over. Det er jeg heller ikke så god til. Men jeg må se det som en mulighed for at øve mig på det.

Jeg har det godt nu. Jeg føler mig mere klar og glæder mig til at komme på den anden side.

Jeg ved, at onsdag, når alle andre går rundt og nyder årets første smukke sommerdag, så ligger jeg på operationsbordet og resten af dagen for mig vil mest af alt svinde hen i tåger. Men det er okay. Som Aksel sagde den anden dag, da vi snakkede om, at jeg snart skulle opereres: “Det ved jeg godt, mor. Jeg ved også hvorfor. Det er sådan dine bryster ikke bliver syge.”

Og den simple og helt rigtige sætning husker jeg lige på hver dag fra nu af.

Dette indlæg blev udgivet i bekymringer, beslutning, BRCA1, familietid, genfejl, genmutation, hverdagsglimt, kræft, personligtshit. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Sammenbrud

  1. Åh hvor forstår jeg dig på en eller anden måde godt. Jeg ville have lavet nøjagtig lige så mange planer som dig (tror jeg), og sikkert også være brudt sammen når det hele nærmede sig. Jeg tror, at du har truffet det helt rigtige valg for dig med at aflyse og være med din familie.
    Jeg sender gode tanker nu og igen på onsdag. Marie

  2. Skalotteløg skriver:

    Åh, kære du.
    Jeg vil ikke prøve at bilde mig ind, at jeg forstår, hvordan du har det lige nu – jeg skal jo ikke igennem sådan en stor operation, som du skal.
    Men jeg kan i hvert fald genkende signalerne på en krop, der er presset. Jeg behøver sikkert ikke engang at skrive det her til dig, for du er selv så god til at reflektere, men alligevel: Det er SÅ godt og vigtigt, at du lytter efter.

    Det vigtigste her i verden er altså stadig dig selv. Ikke dine børn (wow! Ja, det sagde jeg!), ikke dine venner, familie, kollegaer… DU er den vigtigste, for hvis du ikke passer på dig selv, så kan du ikke passe på andre.

    Så faktisk gør du alle en kæmpe tjeneste, når du lytter til din krops signaler. Alle dine kære vil meget hellere have en glad Jeanette med (nogenlunde) overskud frem for en, der er stresset og ikke nærværende.

    Arbejdet skal nok passe sig selv (selvom det er hårdt og trist at skulle sige farvel til din klasse, men det skulle du jo alligevel om et par uger? Eller hvad?) – og mænd og bedsteforældre kan meget mere, end man tror, når de bliver tvunget til det 😉

    Jeg kender tankerne, den dårlige samvittighed og panikken over ikke selv at have kontrol over tingene. Det ved du vist 😉
    Det er meget nemmere at sige til andre, og derfor siger jeg det til dig, som også gælder for mig selv (og mange andre stærke kvinder): Giv dig selv lov til at give slip og slappe af.

    Verden falder ikke sammen, fordi du er ukampdygtig i nogle uger. Det hele skal nok gå! Det lover jeg 🙂
    Tænk på Aksels fine ord – og på, at du nu skal bruge noget tid på at slappe af og lade din krop hele igen. Passe på dig selv, så du (hele resten af livet) kan passe på alle de andre, når det er dem, der har brug for hjælp, som du har nu.

    Operationen ved jeg ikke nok om til at kunne sige noget, der giver mening, men jeg vil tænke på dig på onsdag og håbe, at det kommer til at gå helt efter planen <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *