Fastelavn, kostumer og forskellighed

Selvom Filøjsen og Vigsen ligner hinanden så meget som en dreng og pige nu kan, så er de altså ret forskellige i deres personligheder, hvis vi lige ser bort fra stædigheden, som de begge er de stolte indehavere af (eller er børn bare stædige pr. definition?)

Tag nu f.eks. fastelavn. De sidste par år har jeg kæmpet med at få Filøjsen til at vælge et kostume til fastelavn. Han ville have dem alle sammen, og når man så havde udvalgt et og købt det, så vil han hellere have et andet. Faktisk tror jeg slet ikke han har fattet det der fastelavn sådan rigtigt før i år. Sidste år var han Ninja Turtle, og jeg skulle aflede ham med tegnefilm for at få kostumet på ham. Året før det var han abe/Peter Pedal, men han ville ikke have kostumet på. Det var dumt og træls og der var ikke det, der ikke var i vejen. Det kom med i børnehave, og som jeg husker det, fik de lokket dragten på ham, men uden huen og halen.

I år ville han være Ben 10. Det er hans all-time favorit helt. Ben 10 er for de lidt større drenge, men Filøjsen har taget det fuldstændig til sig, og jeg har givet efter og han får lov til at se nogle afsnit på IPad’en ind imellem (jeg har syntes – og synes lidt stadig – at det er voldsomt nok for en 5-årig med en livlig fantasi).

Anywho, jeg fandt et Ben 10 kostume på DBA til en 50’er. Trøje og bukser. Det famøse ur, Omnitrixen,  som kan forvandle Ben 10 til ti forskellige rumvæsner, der skal kæmpe mod fjenderne, fik han i julegave af vores Husnisse, Nisse Nøk (EBay). Så det var ret taknemmeligt i år.

Så skete der det, at Drengen Som Hader Masker og Ting Der Irriterer, ville have en Ben 10 maske. (FYI – Ben 10 bruger ikke maske! Han er en helt almindelig dreng på 10 år)

Jeg fandt så endelig en lille side, der havde masker (til børnefødselsdag) med Ben 10 afbilledet foran. Fuck-yeah, så var den hjemme! Filøjsen tog den faktisk også på i børnehaven, men pakkede den så straks væk, da vi kom derned. Skøre skid.

Vigsen derimod er helt med på hvad fastelavn er. Hun vidste også, at hun skulle være Elsa. Og jeg vidste, at hun ville gå all-in på, hvad end jeg fandt frem af Elsa-relaterede items.

Kjolen (igen fra EBay) kom for nogle uger siden, og jeg begik den store fejl at vise hende den med det samme. Det er en meget skrøbelig og fin kjole med masser af pailletter og tyl, og Vigsen er ikke ligefrem den yndefulde og elegante type.

Men hun storelskede kjolen, og ville have den på med det samme. Hun har haft den på hver dag i 14 dage, og vi har været meget påpasselige og sat foden ned, når hun også ville sove i kjolen.

Hun blev passet af min fars kæreste i onsdags, hvor de malede masker. Vigsen bestilte ikke andet end at rende rundt med maske på resten af ugen.

Hun er helt modsat Filøjsen. Hun er ‘jo mere, jo bedre’ typen. Derfor købte jeg også en Elsa paryk til hende i Toys R Us for at fuldende hendes look (at hun lignede et engelsk parlamentsmedlem med den på, er anden sag :)). Jeg ved Filøjsen ville hade at rende rundt med en varm paryk, ‘der kradser og irriterer’. Vigsen var lykkelig for den lyse fletning og bonhåret, som hun fik på hovedet. Fletningen skulle hænge casual hen over skulderen ligesom i filmen. Hun nussede den fletning i ét væk.

Da vi kom hjem her i eftermiddag havde hun haft den skide paryk i 8 timer. Hun var så stolt og glad for den.

Det undrer mig, at der er så meget forskel de unger. De kan være som ild og vand, sol og måne, og alligevel er de hinandens bedste venner, der kan lege sammen i timevis.

Her er de begge på den dag, Filøjsen skulle til fastelavn (selvfølgelig ikke samme dag – typisk). Vigsen fik i skyndingen den maske på, som hun havde malet dagen før – og så en discountudgave af en Elsakjole 😉 Synes Filøjsen blev en glimrende Ben 10 faktisk.

Nedenunder er det rent is-prinsesse galleri. Kan altså ikke lade være at grine lidt over den paryk 😉

Fastelavn

 

 

Dette indlæg blev udgivet i søskende, søskendekærlighed og tagget , . Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Fastelavn, kostumer og forskellighed

  1. Skalotteløg skriver:

    Ha ha, I see your point, Madam, med den paryk 😉 Men FIN er hun altså! <3

  2. Maria Hoffbeck skriver:

    Hvor er de bare henrivende dine børn 🙂
    Forskningen har vist, at vi fødes med forskelligt temperament og personlighed trods fælles gener og familie, det er meget interessant 🙂

    I går lagde jeg 10 gavekort på min blog til Ditbarnsfoto, måske det var noget at få din sol og måne fotograferet til et evigt smukt minde 🙂

    God søndag aften herfra.

    • Jeanette skriver:

      Tak skal du have, Maria 🙂

      Ja, vi fødes med forskellige personligheder, og det er egentlig også mærkelig at det kommer bag på mig, hvor forskellige de er. Når jeg tænker på mine egne søskende, så er vi jo også virkelig vidt forskellige – så helt fjernt for mig burde det ikke være 🙂 Det er nok bare forventningen om, at nr. 2 er som nr. 1, der ikke helt har sluppet mig endnu.

      Og jeg vil da lige tage et kig på din blog. Prof fotografering er ALTID godt 🙂

Skriv et svar til Skalotteløg Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *