Er en blog et frirum, når man ikke kan dele alt?

Rigtig mange steder læser jeg, at bloggere bruger deres blog som deres eget personlige frirum, hvor de kan skrive om store og små glæder og sorger i deres liv. Jeg betragter egentlig også min egen blog som sådan. Men …

Jeg har noget, jeg gerne vil skrive om. Noget der går mig på og ind imellem fylder mine tanker. Jeg kan bare ikke, fordi det, der fylder, ikke kun vedrører mig selv. Det vedrører også en person, som jeg holder meget af. Det er personligt shit, og deler jeg mine tanker, deler jeg også nogle ting om hende, som hun ikke har lyst til skal deles og ligge frit tilgængeligt i det offentlige rum.

Og fordi jeg elsker og respekterer hende, vil jeg aldrig dele ud af de tanker her på bloggen.

Men jeg har lyst til at skrive om det, fordi at skriveprocessen hjælper mig til at bearbejde og komme igennem svære perioder. Men der er jo åbenbart en grænse. I hvert fald for mig.

Man kan dele ting der udelukkende vedkommer en selv. Det står mig frit for. Det gør jeg f.eks. når jeg skriver om, at jeg er bærer af BRCA1 genet og står overfor en større og på mange måder livsændrende operation. Jeg kan dele ting om mit ægteskab, men grænsen går jo der, hvor min mand siger fra, eller?
Jeg kan dele ting og tanker om mine børn ja. Men hvor længe kan jeg det? Til de bliver store nok til at sige fra? Til de fortæller mig: “Mor, jeg gider sgu ikke ligge til frit skue på din blog længere – eller være kilden til den eksisterer”.
Den debat har der jo været flere gange rundt omkring i Blogland, og der er mange aspekter i den.
Jeg betragter indtil videre bloggen som ‘Barnets Bog’ til mine børn. Et sted hvor de kan læse om deres opvækst og alle de sjove ting, de gennem tiden har sagt og gjort. Jeg gør det for ikke at glemme og så ville jeg elske, hvis min mor havde skrevet alle de ting ned fra min barndom så fyldestgørende, som jeg har gjort her.

Jeg skriver så også om bekymringerne og opdragelse, som jeg synes er svær til tider. Jeg skriver om, når de er nogle møgunger ( eller i hvert fald opfører sig sådan). Men altid med en vis form for filter på og en knivspids ironi. Uanset hvad, så tænker jeg, at når Vigsen engang sidder med sin egen baby i favnen, at det må være interessant at læse, at ens mor har haft nøjagtig samme bekymringer og oplevet præcis samme store kærlighed.

Men mine børn er jo alligevel en del af mig – de er mine. Derfor kan jeg tillade mig at skrive om dem, synes jeg.

Andre personer omkring mig er jo  ikke en del af mig på helt samme måde, selvom de også betyder alverden og fylder meget i mit liv. Jeg kan ikke tillade mig at dele ud af deres personlige verden i min. I hvert fald ikke uden deres accept. Jeg kunne jo også vælge at skrive om det i et simpelt worddokument, der kun var for mig. Det gjorde jeg, da min mor døde, og jeg havde brug for at bearbejde min sorg. Jeg har 49 tætskrevne sider til at ligge på en anden computer.

Det jeg vil hen til er, som min overskrift siger: er en blog et frirum, når man ikke kan dele alt?

Deler du alt på din blog – og jeg mener de meget personlige ting, der måske ikke kun angår dig selv? Hvorfor – hvorfor ikke?

frirum

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , . Bogmærk permalinket.

15 kommentarer til Er en blog et frirum, når man ikke kan dele alt?

  1. Birgitte B skriver:

    Jeg deler absolut ikke alting på bloggen. Godt nok er den et frirum, men jeg har visse emner, som jeg synes er for private (for mig) at skrive om. Sex f.eks., forhold omkring skilsmissen eller skænderier med kæresten. Mine børn bliver heller ikke nævnt meget og de har frabedt sig billeder. Fordi jeg også skriver i lokalavisen, så ønsker jeg ikke at udstille helt private emner. Jeg tager stilling fra gang til gang, om det er noget, der skal deles.

    • Jeanette skriver:

      Tak for dit input, Birgitte 🙂

      Jeg ville nok heller aldrig skrive om mit sexliv på bloggen – aaalt for privat og ‘hvad-rager-det-andre-agtigt for mig 🙂

      Jeg kan sagtens følge dig, og det frirum jeg snakker om, er jo op til den enkelte at fortolke, som man vil 🙂

  2. Skalotteløg skriver:

    Nogle af dem gør jeg, og det har givet et par hak i tuden, men har alligevel været godt for mig at få ud og ned. Ikke mindst på grund af den gode feedback, der som oftest kommer på de lidt sværere indlæg, men også fordi de har åbnet op for den der svære samtale med de involverede.
    Men næsehakkene har gjort, at jeg er begyndt at cencurere mig selv mere. Jeg kan mærke, det gør mig trist, for så er bloggen netop ikke længere mit frirum. Omvendt vil jeg jo ikke gøre nogen kede af det, og hvorfor er det egentlig, det skal lægges ud til offentlig skue? Hvorfor ikke bare skrive det i en privat dagbog, som du selv siger. .? Jeg tror, det er feedback fra andre, der gør forskellen.

    Så frirum… Er det ikke, når familie og venner læser med. Af og til ville jeg ønske, jeg havde lavet min anonym. Men det er faktisk også vigtigt for mig at bekende kulør, kan jeg mærke :/

    Jeg håber, dit dilemma løser sig <3

    • Jeanette skriver:

      Ja, det er ikke helt nemt.

      Hvis man kan klare et par hak i tuden som menneske, så er det måske det værd, hvis det åbner op for en vigtig dialog mellem to, som har ladet den ligge for længe … det kan jeg godt se meningen i. Feed-back synes jeg klart også er det rareste ved en blog – og tanken om, at man måske kan “hjælpe” andre, hvis man har en personlig historie (som nu med det forløb jeg skal i gennem. Det håber jeg da andre kan finde brugbart og støtte i)

      Jeg har det faktisk sådan, at et frirum det bliver det først helt, når familie og venner ikke læser med. Så skulle jeg have lavet en anonym blog, men jeg er stor fan af billeder bl.a. og jeg tror slet ikke den ville fungere som anonym.

  3. Åh ja dte er et svært spørgsmål. Jeg har det nok som dig. Min blog er en form for frirum – her kan jeg dele ting om mig selv, men rigtig meget af det der fylder i mit hoved og hverdag er forhold hos nogle mennesker, jeg har kær. Og de har ikke valgt, at jeg har en blog – og derfor kan jeg heller ikke tillade mig at dele historier om dem. Så ergo er bloggen ikke et frirum, hvor jeg kan skrive, hvad jeg vil…

    Mvh Marie

  4. Charlie skriver:

    Hvor er det et fint indlæg. Jeg synes nogle gange at balancen er ret svær – netop fordi jeg også ser bloggen som en slags barnets bog til Emilie. Jeg håber, hvis hun engang læser nogle af mine indlæg, at hun kan se hvor højt elsket hun er, hvor stor glæde hun giver os, men også hvor stor en omvæltning hun var for os. Jeg har nogle gange svært ved at skrive om de ting der har gjort ondt – fx hendes lange kolik og de efterfødselsreaktioner det udløste hos både mig og Jesper. Men det var jo en del af det og derfor har jeg valgt at skrive om det – og for mig har det haft en terapeutisk effekt at skrive nogle af mine svære tanker ned. At få dem ud. Men det var alt sammen MINE tanker om MINE problemer. Det var mig der var ked af det – og mig, der blev glad igen.

    Men lige nu er jeg faktisk i en situation lige som den du beskriver – der er noget i vores nærmeste omgangskreds som gør rigtig ondt og som jeg virkelig har brug for at bearbejde – men som ikke kan deles i offentligt rum. Og det er lidt underligt. Det er første gang jeg befinder mig i en situation hvor jeg ikke kan skrive hvad jeg har på hjerte af hensyn til andre – men selvfølgelig respekterer jeg, ligesom du, at jeg ikke kan dele alt.

    • Jeanette skriver:

      Kolikken har jeg også skrevet ret detaljeret om herinde, og selvom det er hårde sager, så ved Vigsen jo godt det ikke var hendes skyld, tænker jeg. Tværtimod tror jeg hun vil finde det interessant at læse om tankerne man gik med i den hårde periode og detaljerne om hvordan det virkelig var. Om 30 år, når hun spørger, vil jeg have glemt alle de små ting, tror jeg.

      Vi må bare slå os til tåls med at alt så åbenbart ikke kan deles herinde. Jeg er også ved at finde andre – mere private – hjørner af internettet, hvor det kan 🙂

  5. Så fint et indlæg Jeanette, som rammer mange af mine tanker omkring det her med at være blogger. Og ja indimellem har jeg ønsket det samme som Skalotteløg, at jeg havde gjort bloggen anonym eller i det mindste mine børn. Jeg tænker tit over, hvordan det mon vil blive for mine børn at være bloggerbørn, når de eks. starter i skole, hvis jeg stadig blogger til den tid. Det sidste jeg ønsker er, at mine børn skal blive mobbet med nogle af de ting, som jeg skriver om dem på bloggen! De har ikke valgt at være en del af min hobby, men ja det er mine børn, så det er vel op til mig at bestemme, hvorvidt det er i orden at skrive om dem? Men det er klart, at det også betyder, at det ikke er alt, jeg skriver på bloggen, selvom jeg virkelig har lyst til det. Eks. er der nogle ting omkring Silas, som jeg vælger ikke at skrive – for hans skyld! For min egen skyld ville det være godt at komme af med det, da det fylder ekstremt meget for mig, men det må jeg bare acceptere, at jeg skal komme af med andre steder i mit fysiske netværk. Så nej bloggen er vel ikke 100 % et frirum, men jeg ser den stadig som dette. Det er stadig mig, der bestemmer, hvad der kommer med, og det er op til mig at vurdere konsekvensen af mit valg.

    Men der er mange ting ved at blogge, som jeg indimellem tænker, at jeg skulle have overvejet lidt mere, inden jeg blev afhængig af at blogge. Bl.a. Ift mit arbejdsliv, livet i lokalsamfundet (hvor meget er det fedt, at min nabo ved om mig?), konsekvensen for min familie mv. Jeg har dog fået utrolig mange positive tilbagemeldinger på bloggen, men det er alligevel lidt underligt at tænke på, hvor mange, der ved noget om mig, uden at jeg ved noget om dem. Men jeg elsker bloguniverset og drømmer indimellem om, at bloguniverset også blev et virkeligt univers, hvor jeg rent fysisk mødes med nogle af jer fantastiske kvinder, som jeg læser med hos. Men hvem ved – måske går den en dag i opfyldelse

    • Jeanette skriver:

      Tak for at dele dine tanker, Tina 🙂
      Ja, blogverdenen kunne i princippet godt fungere som en udvidet online mødregruppe (altså mummyblogsene), det er jo ofte de samme glæder og bekymringer vi skriver om. Jeg troede egentlig du havde prøvet at mødes med andre bloggere?

      • Jeg har mødtes med nogle af dem en enkelt gang til et event i Fårup Sommerland, men det var ganske kort tid, vi egentlig var samlet alle sammen, så det blev desværre ikke til så meget snakken, inden vi alle sammen smuttede ud i sommerlandet. Ellers har jeg ikke været heldig at blive inviteret med til events mv., men jeg tager det meget stille og roligt ift. det – apropos røren i andedammen i den seneste tid 😉

  6. Lisbet/Livsglimt skriver:

    Hmm, godt spørgsmål. Jeg tænker sådan om det at de ting jeg vælger at dele skriver jeg meget åbent og ærligt om, men det er udvalgt ærlighed og helst også med en konstruktiv vinkel, ikke bare “brok”. Jeg tænkte på det for nylig fordi jeg skrev et meget sårbart indlæg om noget svært. Efterfølgende skrev jeg en lang mail til en veninde om det samme – og den var altså noget anderledes alligevel – og noget mere klynkende 😉
    Jeg skriver ikke om andre uden at få lov og skriver ikke udleverende om mine børn heller – så det sætter jo nogle begrænsninger 🙂
    Kh Lisbet

  7. Det lyder til at ha været en skøn skøn dag! Især det med shopping…vi skynder os jo altid! (det har vi ‘talt’ om før). Men bare følelsen af, ikke at skulle kigge på uret, eller stå og stor-svede mens man venter i køen til prøverummet. Og i skrivende stund håber jeg du ligger og feder den i en lækker hotelseng!

Skriv et svar til Jeanette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *