Det der med at pynte juletræ …

… blev i aften lige pludselig helt vildt underholdende og rigtig hyggeligt!

I år har både Filøjsen og Vigsen været helt oppe at køre over vores juletræ. Jeg ville ønske jeg havde foreviget udtrykket i deres øjne, da vi havde sat den elektriske lyskæde fast (og intet andet) og tændte for den. Filøjsen synes det var det smukkeste han havde set! 😉 Vigsen stod bare med åben mund og strålende øjne.

De glædede sig til at skulle putte de farvestrålende glaskugler og hæklede hjerter på træet, og de småskændtes om, hvem der skulle sætte stjernen i toppen (Filøjsen løb med den ærefulde titel. Han kunne nå og forstå).

Så gik vi ellers der – lyttende til Mariah Carey – og hang pynt på træet. Ungerne løb frem og tilbage mellem julepynten og træet og skubbede lidt til hinanden i deres iver for at komme først. Da alt pynten til sidst havde forplantet sig nederst på træet, begyndte vi at rette lidt til 😉

Selvfølgelig var Vigsen ligeglad. Hun hev, det vi flyttede, tilbage på den gren, som hun så åbenlyst var blevet forelsket i, og der hang således en tromme, en glaskugle og en ugle yderst på samme gren. Rykkede vi rundt på det, gik der 10 sekunder, så havde hun lavet snigeren, og de tre ornamenter hang der igen, og hun stod og nussede og snakkede med dem.

Filøjsen gik vældig op i det hele, og midt i han var ved at hænge en kugle på træet, spurgte jeg ham om han ikke lige ville kigge hen på mig (paparazziemor, I ved). “Du skal altså ikke snakke til mig. Kan du ikke se, jeg er lige ved at hænge den kugle på, mor?” Et kort øjeblik havde jeg glemt, at jeg jo har født sønnen, der absolut ikke kan to ting på én gang (på nær når der skal ses film og spises chokoladeknapper).

Til sidst strålende træet i et sammensurium af farver. Intet fancy-schmancy hvidt/sølv tema her … Jeg ville gerne, men kan ikke finde ud af det.

Det var så hyggeligt, og til sidst krøllede Filøjsen sig sammen i sofaen hos mig og bad mig om igen at fortælle, hvad det nu lige var der skulle ske på sådan en juleaften.

Jeg er ligeglad, hvad de siger. Men julen får altså en ekstra dimension af hygge og forventningens glæde, når man får de der børn indover.

Må I alle få en rigtig god og glædelig en af slagsen <3

 

Filøjsen dybt koncentreret om projekt: påsætning af julekugle …

IMG_8284.JPG

Bagefter måtte jeg godt få et smil 🙂

IMG_8287.JPG

Vigsen har den gren så kær, hvorpå trommen hænger …

IMG_8282.JPG

Kronen på værket – stjernen i toppen 🙂

IMG_8277.JPG

Dette indlæg blev udgivet i julestemning og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *