Tillykke! Du er nu med i forældreklubben …

… og du forstår nu en helt masse, som du – selvom du prøvede – ikke forstod før dit medlemskab.

Det kunne faktisk godt være en tekst på et ‘Tillykke med jeres søn/datter’ kort.

Jeg husker kun alt for tydeligt mine holdninger, meninger og idealer fra før, jeg fik børn. Især fattede jeg simpelthen ikke, når forældre lod deres børn skabe sig, skrige, plage og opføre sig som gedigne møgunger.

Niks. Sådan ville jeg aldrig blive selv.

En af mine rigtig gode veninder, som lige har fået en søn, og som er den sidste i rækken af veninder til at få børn, har lige offentliggjort en sød status på Facebook:  
“Når jeg står i Netto mandag eftermiddag kl. 17 og ser på skrigende unger og panikslagne forældre, har jeg ofte spekuleret på hvad attraktionen ved de der børn egentlig er. Når S for 2. gang insisterer på at skrige samtlige 45 minutter på efterfødselsholdet, spekulerer jeg stadig.
Men her er grunden.” (hvorefter hun så har postet et billede af sin smukke søn sovende sødt i slyngen).

Først når med er med i klubben, fatter man pointen. Det vil jeg vove at påstå. De små arvinger kan udsætte en for alverdens skrækkelige skrigeseancer og møgungescener, men for helvede, hvor vi elsker dem. Den kærlighed overskygger alle de hårde dage og episoder. Den kærlighed skal opleves for at forstå.

Nå, men tilbage til mine tanker omkring, at mine børn aldrig ville opføre sig så uterligt og uregerligt blandt andre mennesker eller i det hele taget, men udelukkende være de rene englebørn. Det måtte jo bare være et spørgsmål om opdragelse, right?

Det er det også et langt stykke ad vejen. Men det man opdager med børn, er, at der kommer faser, perioder og aldre, som de skal igennem. Trodsalder. Selvstændighedsfase. SpørgeJørgen periode. Og.Så.Videre.

Tænker at Filøjsen må være i den oversete møgungefase lige nu.   

Jeg har snart ikke tal på alle de ydmygende pinsler, som han har trukket os igennem her det sidste halve års tid.

For eksempel dengang jeg bar ham skrigende – kastet over min skulder – ud af Fakta (noget med han ikke nåede at røre ved køleskabslågen?)

Eller da jeg endnu engang bar ham skrigende gennem gågaden i Aalborg, mens han slog løs på min ryg (noget med en skoforretning og en chokoladeautomat med farvestrålende M&Ms strategisk placeret ved børneskoene, som han så ikke måtte få) Damn, den episode sendte mange forargede blikke min vej.

Der er jo også den her: “Mor, hvorfor er den dame bare så tyk!” (den lader vi stå et øjeblik)

Eller hvad med alle de gange jeg har spurtet rundt efter ham herhjemme i stuen ved sengetid? Min tålmodighed og pædagogiske krumspring var brugt op, og knægten tror stadig det er fangeleg! Når man så fanger ham, så hyler han op, vil IKKE i seng, og man er Verdens Dummeste Mor.

Så er der den med, at han konsekvent taler i bydeform og gerne vil koste rundt med Gud og Hvermand. Når man venligt, men bestemt, påpeger hans høje og knap så kønne tone, så … “RÅBER JEG DA IKKE! STOOOP NU MOR!”

For slet ikke at tale om afleveringer og hentesituationer i børnehaven. Don’t even go there.

Nej, man finder ud af at man ikke kan opdrage sig ud af alting. Man finder ud af, at børn bliver trætte, sultne, opkørte og påvirkes meget af dette. Man finder ud af, at børn ikke altid kan være sande dydsmønstre. Man finder ud af, at det er i orden, at de ind imellem skejer ud. De er kun børn.
Man finder ud af, at man bliver ved med at elske dem ubetinget.

Nu forarges jeg aldrig over forældre med skrigende unger i supermarkedet. Jeg er bare lettet over, at det ikke er mig den dag. Jeg forstår dem. Jeg ved, at de gør faktisk deres bedste. Jeg sender dem opmuntrende og indforståede blikke.
For de sætter faktisk grænser. Børnene tester dem blot. Jeg ved at deres unger faktisk ikke er nogle uopdragne skarnsknægte. Der er nu tale om en fælles forståelse. 

Som det er herhjemme, så synes jeg, at jeg bliver mere udfordret i forhold til opdragelse, jo ældre ens børn bliver. Interessant at se om det bliver ved med at gå den vej?

En eller anden dag – tænker jeg – så finder jeg ud af, hvor forældreskabet skal stå.

Indtil videre så krydser jeg fingre og tæer for, at vi gør det rigtige 🙂