2 og 7-års fødselsdag  

fødselsdag

Min bette blog har faktisk fødselsdag i dag. 2 år bliver den med domænenavnet VillaVillekulla. Jeg har haft den i længere tid, hvis det skal være helt rigtigt, men blev først for alvor aktiv med skiftet til eget domæne. Det er gået meget op og ned med aktiviteten på de 2 år. Lige nu er jeg klart i en periode, hvor jeg overhovedet ikke orker at skrive og føler mig mere uinspireret end nogensinde. Jeg overvejede lige et kort øjeblik at lade være med at betale for domænet for næste periode, meeen … så tog jeg mig alligevel sammen. Jeg er jo glad for min blog og mine ord og tanker herpå. Det skal ikke bare forsvinde med et fingerknips.

Og der sker jo noget i mit liv. Selvom det føles som hverdagstrummerum, så sker der alligevel ting og sager. En masse med Filøjsen og skolen … åh, de bekymringer altså! Jeg ønsker for jer alle, der læser dette, at jeres barn passer lige lukt ind i skolens kasser og rammer, kan imødekomme krav, og der ikke kommer mange faglige eller sociale bump på vejen.

Der er også lagt en plan for mit videre forløb med korrektion af mine bryster. Mine æggestokke skal der snart vinkes farvel til. Jeg er blevet kontaktet af TV2 ift. at være BRCA1 bærer. Jeg har set hele SKAM på blot 4 dage. Så har der været fødselsdage og fester en masse.

Jow jow. Nok at skrive om, men måske knapt så meget overskud.

Men apropos fødselsdag, så fylder min søde dreng 7 år i dag. Han har haft en skøn dag med morgensang, morgenmad, gaver, kage i klassen, eftermiddagshygge og risengrød til aftensmad. Ligesom en fødselsdag skal være!

Selvom han i et distræt og nysgerrigt øjeblik i dag klippede alt sit pandehår af i stedet for at klippe de bogstaver ud som krævet, så skulle han ikke have skældud eller en løftet pegefinger. Nej, han skulle have en god dag. Og det fik han. Nu sover han sødt, og det pandehår gror jo ud igen. Vi er efterladt med 3 kasser LEGO Nexo Knights og et airhockeybord, der lige skal samles inden drengefødselsdagen på søndag. Vi når det nok …

Dette indlæg blev udgivet i Filøjsen, fødselsdag, hverdag, hverdagsglimt. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til 2 og 7-års fødselsdag  

  1. Skalotteløg skriver:

    Savner dine ord ❤️ Det er godt, du trods alt holder bloggen lidt i live endnu. Så må vi se, om overskuddet kommer ❤️

  2. Marie skriver:

    Stort tillykke med Filøjsen 😊
    Synes du har en fantastisk blog, der både rummer de varme, små hverdags episoder og de tungere emner som dit BRCA forløb og udfordringer ved skolestart. Vi står selv i overvejelsen om hvorvidt vores datter skal modnes et år ekstra i børnehaven, så læser det emne med stor interesse 😊

Skriv et svar til Jeanette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *