I dag var dagen for min operationsdato. Den som jo bekendt blev aflyst. Det har faktisk været mærkeligt at stå op, spise morgenmad med ungerne, tage af sted på arbejde og være der hele dagen. Det har alt sammen været med en ambivalent følelse i maven.
Jeg skulle have været i fuld narkose på et operationsbord med to kirurger arbejdende møjsommeligt over mig i flere timer.
Kl. 13 talte jeg med en kollega om det, da vi begge var på vej ud af døren på skolen. Jeg sagde: “Ja, lige nu burde de være i gang med at færdiggøre min operation”.
Senere på eftermiddagen, sad jeg på Aalborg University College, da jeg skal i gang med en vejlederuddannelse. Også her snakkede jeg med en kollega om, at nu skulle de have været i gang med at vække mig af narkosen, og jeg skulle finde ud hvilket resultat de var endt med. Hvis ikke operationen var blevet aflyst, var jeg ikke kommet på uddannelse. Jeg kom med i allersidste minut, og så er der jo faktisk en ting at glæde sig over, nu hvor jeg har surmulet i så lang tid over at planerne ændrede sig.
Hele dagen har jeg tænkt på, at nu ville jeg være nået så langt, og nu ville jeg være kommet dertil osv. osv. Jeg har endda tænkt på, hvad mon kirurgerne har fået deres dag til at gå med … ha! Allermest har jeg tænkt på, at var alt forløbet efter planen, så ville mine bryster være væk for evigt lige nu. Det er sgu en mærkelig tanke uanset hvad. Jeg tror ikke jeg kommer helt til at forstå det, før det er sket.
Men hell. Jeg får fornøjelsen af dem lidt endnu, så håber jeg bare på at alt er godt med dem så længe, og de snart gider at sende den nye dato til mig fra sygehuset. Jeg er ved at gå til at nysgerrighed og iver efter at få alt praktisk planlagt.
