Ferieblues …

Jeg er ramt af det i skrivende stund. Det er den sidste dag i min fem uger lange sommerferie. Manden og jeg har sammen haft fire uger med ungerne. Det har været en helt fantastisk ferie. Ikke mindst takket være Den Danske Sommer, der har vist sig fra sin smukkeste side.

Det er for eksempel ret skønt, når man kan bade med sin søn i Vesterhavet klokken otte om aftenen.

Jeg sidder og her og lader som om, at vi ikke skal op klokken 06 i morgen tidlig. At jeg ikke skal sidde på min pind på arbejdet klokken 08 og tune min slowmotion hjerne ind på skolereformen og nye tider. At jeg ikke skal aflevere/hente unger i institution. At alting ikke har en ende.

Jeg er vitterligt helt nede i gear, og jeg gider ikke op igen. Jeg har i fem uger befundet mig i sådan en zen-lignende tilstand af ro og lykke. Det er sgu pragtfuldt, når der er balance i familielivet, og den dårlige samvittighed af rejst ad h…. til og man aldrig rigtig skæver til, hvad klokken er.

 

Sommerferie er bare så hyggeligt. Sove længe ( 07.40 er sent her i huset, og Filøjsen har ikke svigtet. Han er vågnet på klokkeslættet!), tage sig god tid om morgenmaden, lukke ungerne ud i haven i underbukser inden klokken 9, spise lækker mad, tage på spontane dagsture, spise is hver dag, bade hver dag. Ingen forpligtelser.

Det har været skønt, og det har i dén grad været tiltrængt.

Jeg bliver altid sådan lidt semi-depri og øv-jeg-gider-ikke-agtig hen mod en sommerferies slutning. Det slår aldrig fejl. I år ikke anderledes. Jeg sidder ligefrem og overvejer, om man skal lave en 3’er bare for at få endnu en barsel og lidt mere frihed. Ha!

Men jeg ved også, at hjulene bare lige skal i gang igen, og lige pludselig så kører hverdagen derudaf og sommerferien er blot gode minder, som man glæder sig til at gentage næste år.

Ellers tillader jeg mig at bruge resten af søndagen på at drømme mig hen til et virkeligt smukt sted i Italien (billederne er fra Pinterest). Det kunne sagtens være destinationen for vores sommerferie næste år.

Dette indlæg blev udgivet i balance, frihed, nostress, slutferie, sommerferietanker, zen. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *