(trommehvirvel)
… Filøjsen og Vigsen aka Knold & Tot
Jeg bliver nødt til at fortælle alle mine mange læsere (hahahahahaha!) om mit guld. De to sære og forunderlige væsner, som jeg, med lidt hjælp fra manden, har skabt.
Lige nu er de henholdsvis 4½ år og 2 år (plus 4 måneder). De er så sjove sammen. De elsker hinanden, de hader hinanden, de leger sammen, de er hele opmærksomme på den andens gøren og laden, de kysser og krammer, de slås, de skriger, de griner, de græder, de hygger. De er rigtig meget storebror og lillesøster, med alt hvad det indebærer.
Vigsen ser op til Filøjsen. Hun siger hun elsker ham mindst 10 gange dagligt, hun mangler ham, når han ikke er i nærheden (om så det bare er, at han er oppe på sit værelse ovenpå). Når han kommer ind til hende/os om morgenen, så jubler hun i vild begejstring. Hun kopierer ham fuldstændig. Både de gode og mindre gode (hrmmm) ting.
Med Filøjsen er kærligheden ikke så udtalt. Den er der. Ingen tvivl om det. Han viser det bare på en anden måde. Han spørger meget til hende. F.eks. til hvad hun skal i dag, hvem hun har leget med, om hun har været ked af det osv. Han er ikke så verbal i sin kærlighed, som hun er. Han kan også være enorm hård og fysisk ved hende. Men han inddrager hende også. Tager hende med i sin leg og forklarer den, selvom hun ikke altid forstår endnu. Den anden dag lærte han hende at hoppe ned fra en stol med samlede ben (noget vi har øvet med hende længe, men hun ikke turde). Han var mere stolt, end hun var. Men han er også lidt jaloux. Er det mon den stores lod? Og lige nu balancerer han imellem at elske hende højt og virkelig ville hende – og være jaloux og slet ikke gide hende.
De fleste storebrødre (er mit indtryk) har det her enorme beskyttergen overfor deres mindre søster eller bror. Sådan en instinktiv “jeg-tager-mig-af-dig-og-passer-på-dig” personlighed. Det har Filøjsen ikke. Vi arbejder på at få ham til at forstå, at hun er yngre, mindre, ikke kan så meget, som han kan, ikke forstår alting. Men han har stadig lidt svært ved det. Der kommer det her med modenhed ind igen (jf. tidligere indlæg om senere skolestart).
Åh ja, nu løber tankerne. Men i bund og grund. Så har vi de her to dejlige og fantastiske unger, som vi synes er noget helt særligt.
Filøjsen er sensitiv overfor mange ting, f.eks. lugte og høje lyde. Han kommenterer konstant, når han kan lugte eller dufte noget. Dejligt når man laver lækkert aftensmad, knap så dejligt, når han kommenterer en persons lidt uheldige stank, når vi er i byen.
I dag har vi haft 30 grader og superlækkert vejr. Da A og jeg går ud af Fakta, siger han: “Mmmmm, her dufter af solskin!” .
Han har humor, han har det mest hjertelige grin, han er nem at begejstre … får han en enkelt saltstang, kan han juble og løbe rundt og råbe “Se lige, jeg har fået den her! Det er bare fedt mand!”. Han sød, umiddelbar, følsom, stædig og herlig i én og samme mundfuld.
Vigsen er kærlig, snakkesalig, lidt af en diva, tenderende hysterisk (men hun er 2 år til hendes forsvar), sjov, skør og man har lyst til at kramme den lille 10 kilo tunge krop konstant. Hun er i en rivende udvikling sprogligt. Vi har samtaler med hende, vi diskuterer med hende (ikke frivilligt), hun fortæller os gerne hvad vi skal (og ikke skal), og hun er et lille stædigt æsel som brormand. Men først og fremmest er hun charmerende. Det er hun virkelig. Hun har glimt i øjet og kan slippe af sted med næsten alt (okay … alt!).
Vi har – og får – vores kampe med vores børn, for de er virkelig begge “en type”, men på helt forskellige måder. Uanset hvad, så elsker vi dem. Præcis som de er.
Her er nogle billeder af dem fra det sidste halve år, der illustrerer meget godt, hvor dejlige mine unger egentlig er.
