Lige for tiden indgår ordet ‘prut’ eller ‘prutskid’ i hver anden af A’s sætninger. Samtidig er han ved at dø af grin. Jeg forstår godt, at det sikkert er sjovt for en 4-årig, men åh, jeg er seriøst ved at få spat nogle gange. F.eks. i dag … det har været tæt på umuligt at føre en almindelig samtale med ham.
Enten har han været
a) pjattet, overgearet og fjollet (prut/prutskid har en stor del af skylden for det)
b) sur, tvær eller bundhysterisk
c) provokerende, drillet lillesøster eller øretæveindbydende (ja, det ord brugte jeg faktisk!)
Det har været en af de dage med ham, hvor vi simpelthen ikke har kunnet nå ind til ham. Dem har han ind imellem. Dage, hvor han er uden for enhver pædagogisk rækkevidde.
På disse dage føler jeg mig også som verdens mest utilstrækkelige, utålmodige og uduelige mor.
Inden jeg fik børn, tænkte jeg aldrig på at det der opdragelse kunne være særligt svært.
Hallo! Kærlighed, faste rammer, struktur og være konsekvent, når det kræves. Piece of cake, det er sådan jeg gør som lærer …
Det er bare noget helt andet at stå der med en lille kopi af sig selv på 4 år, der råber, at lillesøster er dum og jeg ikke er hans familie, og han hverken vil trøstes, krammes eller snakkes med. Han vil kun hamre med døre, kaste med sko og råbe al sit raseri ud.
Jeg kan godt undskylde ham med, at han var træt i dag (for det var han), og jeg ved også godt at der søskendejalousi inde over, men alligevel … puh, hvor man føler sig afmægtig, når man står der og intet virker, og man har skældt ud for 17. gang på en dag.
Jeg får også tanken, om min dreng virkelig er den eneste, der har disse dage? (og jeg synes vi har mange af dem for tiden). Det er han nok ikke, men alligevel virker det sådan, når man læser andres blogs og følger familier på de sociale medier. Jeg er klar over, at familier ikke ligefrem skilter med deres børn, når de går i baglås eller får kronisk hysteri. Jeg synes bare heller ikke jeg hører så meget om det …
Jeg synes i hvert fald ikke opdragelse bliver nemmere, jo ældre de bliver. Lige nu kæmper vi herhjemme for at gøre det rigtige i forhold til A. Det er bare svært at vide, om det så er det rigtige, for det føles virkelig ikke, som om vi når ind til ham.
Vi har haft to (kun to ja!) hyggelige og gode episoder med ham, siden vi kom hjem i dag. Den ene var da han var blevet sendt ned på gangen og sidde i et hysterisk anfald, fordi han fuldstændig saboterede aftensmaden (her taler vi nægte at spise, kaste med krus, skubbe til Lille V). Han rasede og rasede. Til sidst satte min mand sig ind på værelset og begyndte at læse bog. Først ville A slet ikke tage imod, men langsomt lyttede han efter, og til sidst lå de sammen på gæstesengen i ske og læste og snakkede … og han faldt til ro.
Herefter kom der bad og sengetid, og så havde vi ballade igen, da han nægtede og strittede imod. Trods alt fik jeg ham beroliget, da vi skulle læse godnathistorie, og vi fik en god hyggestund og snak.
Men puuuuuuh, jeg grubler og tænker, når vi har de her dage med A, der sådan trækker tænder ud. Kan det være en faseting? I så fald har den været et stykke tid nu og optrappes kun langsomt, synes jeg.
Ak ja… de kære børn <3
Jeg elsker, når der er nyt fra dig – håber, det bliver oftere med tiden (men ellers tager jeg gerne til takke med det, der kommer 😉 )
Jeg tror, det er en ret vanskelig alder. Læs her, hvad vi døjede meget med der (og fremefter…): http://drengemor.blogspot.dk/2013/04/brn-og-sprog.html
I øvrigt synes jeg, den udsatte skolestart er en god beslutning. Ikke, at jeg kender Aksel, men I ved som hans forældre bedst, og at han allerede nu skal være sammen med 2010’erne kan kun være et plus, i stedet for først om et år. Forældre, der erkender, at det faktisk er bedst for deres børn at vente med skolestart (og let’s face it, sådan er det jo ofte med børn født sidst i en årgang), er fantastiske forældre! Kan ikke holde ud, når der er nogle, der ikke vil lytte til fornuft, og VIL have deres børn i gang uden at tænke på, hvad der er bedst for børnene. Thumbs up til jer <3
Tak for dit svar, søde 🙂 Jeg kan godt huske det indlæg med Kongen og sproget også 😉 Det er sørme ikke nemt.
Jeg tager mig dog nogle gange i at ønske at Aksel også havde den der omsorg og beskyttergen, som Kongen har for sine mindre søskende. Det der med lige at hjælpe dem med sko eller jakke, at forklare dem ting, vise hensyn og omsorg, at tale med dem, inddrage dem i leg osv. Altså bare en gang i mellem.
Det gør Aksel slet ikke. Tværtimod. Han er virkelig hård ved Vigga og alting foregår i 110 % opskruet tempo, når de så leger sammen. Han råber af hende, siger de grimme ord og afviser hende ofte. Hun er så sådan en stædig lille støbning at han ofte får igen – og dermed har hun allerede nu lært at råbe af ham og skubbe og slå. Så det bekymrer mig også.
Vi sidder selvfølgelig ikke og ser passive til, men forsøger virkelig at mægle og være pædagogiske, men for tiden preller det af på begge. De er bare i totterne på hinanden. Suk …..
Sorry, nu læssede jeg en masse mere af 🙂 Det fylder bare meget pt.
Kram til dig 🙂