Drengefødselsdag med LEGO Nexo Knights tema

Så, Lego Nexo Knights er the shit for drenge på 6-8 år. I hvert fald her hvor vi bor. Filøjsen ønsker sig æske på æske med de seje riddere og den onde Jestro. Han sluger tegnefilmene, og han dyrker ivrigt Nexo Knights spillet på iPad’en, hvorfra man kan scanne de skjold, der følger med i LEGO æskerne. Jow jow, LEGO har fandme regnet den ud!

Det de imidlertid ikke har regnet ud, er at sælge alle deres serier som merchandise. F.eks. kunne de snildt lave et fødselsdagskit med servietter, krus, balloner, dug osv. osv., hvori et LEGO tema indgår. Det kunne de (også) tjene boksen på. Men næh …. for at få fat på noget som helst fødselsdagsrelateret med  et LEGO  tema, skal man gå ind på deres hjemmeside og finde frem til det selv. Det hele ligger lige dér … og det er gratis! Nuvel. Det er fedt. Men jeg skulle printe en hulans masse ting ud. Figurer til kage, bordkort, dimser til at sætte på sugerør og krus, bannere og bordløber. Jeg printede i vildskab. Og da jeg var færdig med det, skulle jeg klippe. Jeg har aldrig i mit liv klippet, limet og tapet så meget. Lørdag aften klokken kvart i lort gad jeg simpelthen ikke klippe mere. Men fik lavet krus, sugerør, bordløber, banner og figurer. Jeg fik også tegnet LEGO ansigter på alle ballonerne. Okay, der kunne jeg måske have skånet mig selv lidt, men når man vælger at gå all in, må man jo ligesom gøre netop dét.

Drengefødselsdag med LEGO Nexo Knights tema
Drengefødselsdag med LEGO Nexo Knights tema
I dag kom drengene så til den længe ventede fødselsdag. Filøjsen har ventet og glædet sig så meget. Aftenen før fik han nedsmeltning på nedsmeltning og fødselsdagen fik han aflyst intet mindre end 4 gange. Gaveræset her i december med fødselsdag, søndagspakker og jul er simpelthen for meget for ham. Søvn hjalp heldigvis på det, og han sad spændt og ventede i bryggerset på de første venner skulle komme.


Igen i år havde jeg sat et bord med LEGO frem inde i stuen, hvor vi voksne kunne holde øje med det. Manden var bange for det bare ville blive pillet fra hinanden i vild leg, men vi satsede og stillede det op, hvor vi altid var i nærheden. Og det var en stor succes. Det var det første de kastede sig over (sammen med airhockey og bordfodbold) og de sad så pænt med det hele tiden og var meget fordybede i det.


Vi spiste og herefter var der Nexo jagt med udfordringer, hvor drengene sammen skulle bekæmpe den onde Jestro. Jeg bandt dem en historie på ærmet om, at han havde været i vores garage om natten for at kaste med ildmonstre, men han var smuttet og havde efterladt et spor. Den historie skræmte 3 af drengene så meget, at de slet ikke turde gå udenfor. Ups … (tag dig sammen, mor med pædagogisk uddannelse). Men ud kom de, og udfordringerne rundt i nabolaget bestod i at grave legoklodser op af en sandkasse på tid og slå Jestros rekord. Skyde med bue og pil, samle Nexo puslespil og til sidst støvlekast. Drengene vandt selvfølgelig udfordringerne og måtte lede efter præmien i vores have.


Til sidst fik de Nexokage. Jeg bagte bare en chokoladekage og lagde sukkerprint fra nettet ovenpå. Klart det hurtigste for en fortravlet husmor i december.


Dagen fløj af sted, og til allersidst kunne drengene endelig bare lege uden det skulle afbrydes af spisning, skattejagt eller kage. Det havde de ventet på, og den detalje kan jeg godt lige tænke ind til næste års fødselsdag. Der faldt ro på dem, da der ikke skulle ske mere, men de bare kunne være.

Alt i alt var det en supergod dag … og hvis du skal lave LEGO tema engang til en fødselsdag, så har jeg ét godt råd: Gå i gang i god tid!

Dette indlæg blev udgivet i børn, Filøjsen, fødselsdag, gæster, hverdagsglimt. Bogmærk permalinket.

6 kommentarer til Drengefødselsdag med LEGO Nexo Knights tema

  1. Jeannette Madsen skriver:

    Hej. Det ser super godt ud. Hvor har du fundet alt det du har printet ud?? Jeg har en Lego nexo knights fan der fylder pr i næste uge og kunne godt bruge et link😊

    På forhånd tak

  2. Senia skriver:

    Hej. tak for linket til invitationerne. Du har vel ikke et link til sugerørsdimserne? Kan slet ikke finde dem på legos side 🙂 På forhånd tak

    • Jeanette skriver:

      De burde også ligge derinde sammen med invitationer og det andet? LEGOs side kan godt være lidt svær at navigere rundt i – men inde under fødselsdag på deres side, skulle de altså også gerne være 😬😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *